5.952,00 DKK
Magnetometeret er velegnet til måling af både statiske og skiftende magnetfelter. Dermed er magnetometret optimalt egnet til at kontrollere for eksempel magnetventiler eller relæer. Især i industrisektoren hvor funktionen skal tjekkes hurtigt, f.eks. B. en ventil stadig fungerer korrekt, eller et relæ skifter stadig.
Magnetometeret er velegnet til måling af både statiske og skiftende magnetfelter. Dermed er magnetometret optimalt egnet til at kontrollere for eksempel magnetventiler eller relæer. Især i industrisektoren hvor funktionen skal tjekkes hurtigt, f.eks. B. en ventil stadig fungerer korrekt, eller et relæ skifter stadig.
Begrebet magnetometer bruges blandt andet om apparater, hvormed ferromagnetiske materialer eller strømførende ledninger er placeret på grund af deres magnetiske egenskaber. Disse magnetometre giver ofte kun brugeren optiske og/eller akustiske signaler. Intensiteten af disse signaler stiger, når enheden bringes tættere på det magnetisk aktive materiale. Meget følsomme magnetometre af denne type kan ikke kun finde skjulte installationslinjer relativt tæt på overfladen, men også for eksempel duds, arkæologiske aflejringer eller malmsten meter dybt i jorden. I de følgende forklaringer bruges termen magnetometer dog udelukkende om enheder, der viser enten magnetfeltstyrken i ampere pr. meter eller den magnetiske fluxtæthed (magnetisk induktion) i Tesla eller Gauss.
Naturlige magnetfelter eksisterer uafhængigt af menneskelig aktivitet på den ene side gennem jordens magnetfelt og på den anden side gennem naturligt forekommende magnetiske bjergarter såsom magnetit, ferrit, pyrrhotite og columbit. Vi er konstant udsat for denne magnetiske stråling, uanset påvirkningen fra moderne teknologi. I modsætning til nogle dyr, som er i stand til at bruge Jordens magnetfelt til orientering, har vi brug for værktøjer til at opfatte og evaluere magnetiske felter. I ethvert magnetfelt virker kræfter på elektroner og på magnetiske materialer. Styrken af denne effekt kan måles med et magnetometer. Ved måling skal der tages højde for, at magnetiske felter ikke spredes jævnt i rummet afhængig af den respektive kilde og mulige afbøjninger. Den rumlige fordeling af magnetfeltet og retningen af kræfterne kan tydeligt repræsenteres af feltlinjer. Jo tættere feltlinjerne er på hinanden, jo højere er størrelsen af den magnetiske fluxtæthed og effekten.
Mange magnetometre kan kun registrere et begrænset område af magnetisk stråling med en enkelt sensor. Det skal især bemærkes, at lav- og højfrekvente magnetfelter adskiller sig meget i deres egenskaber og derfor normalt optages med forskellige sensorer. Ved evaluering af måleresultaterne skal det tages i betragtning, at forskellige magnetfelter kan overlappe hinanden. På grund af den gensidige påvirkning kan effekten stedvis blive forvrænget, svækket eller forstærket.
Stationære magnetiske felter, også kendt som DC-felter, er karakteriseret ved konstant styrke og en fast justering med nord- og sydpolen. Jordens magnetfelt har en forholdsvis lav styrke på 25 mikrotesla ved ækvator og 70 mikrotesla ved polerne, men har været brugt til at navigere med kompasset i århundreder. I Berlin er styrken af jordens magnetfelt 49 mikrotesla, i Karlsruhe 47 mikrotesla.,
Der skabes kunstige magnetiske jævnstrømsfelter, hvor der løber jævnstrøm og på magnetiserede metaldele. Tekniske magneter lavet af ferromagnetisk materiale omtales også som permanente eller permanente magneter. Disse permanente magneter kommer i forskellige styrker og forskellige former, f.eks. B. terninger, cuboider, skiver og ringmagneter. Magnetiseringsretningen er vigtig for den tekniske anvendelse. Styrken og orienteringen af disse magneter kan kontrolleres med et magnetometer. Permanente magneter bruges fx til at transportere eller sortere ferromagnetiske dele, som komponenter i elmotorer og højtalere, som tællermarkering i omdrejningstællere og som låseelementer. I alle disse funktioner skal magneten opnå den ønskede feltstyrke. Magnetometre kan ikke kun bruges til kontrol af permanente magneter, men også til indgående varekontrol af materiale, der kun må leveres med lav magnetiseringsgrad.
Ifølge Forbundsministeriet for Miljø, Naturbeskyttelse og Nuklear Sikkerhed er lavfrekvente magnetiske felter vekslende felter, der svinger med 1 Hertz til 9.000 Hertz. I andre publikationer er lavfrekvensområdet også angivet som 0,1 hertz til 1 kilohertz. Området fra 1 til 10 kilohertz kaldes der for mellemfrekvensområdet. Lavfrekvente felter omfatter for eksempel dem, der genereres af elektriske strømforsyningsledninger (50 Hertz) og jernbaneelektrificeringslinjer (16,7 Hertz). Den magnetiske fluxtæthed måles med et magnetometer til lavfrekvente felter. For korrekt måling skal sensoren placeres i retning af feltlinjerne. Afvigelser fra retning vil vise lavere aflæsninger. Hvis retningen af feltlinjerne ikke kendes, kan magnetometeret drejes langs de forskellige akser ved målepositionen, indtil den højeste målte værdi vises. Dette gør det også muligt at bestemme retningen af feltlinjerne.
Stærke magnetiske felter kan fx opstå i nærheden af elektriske motorer, transformere (invertere, kraftpakker) og elektriske varmeapparater, men også ved induktion komfurer. Intensiteten falder med stigende afstand fra kilden. Magnetometeret kan bruges til at kontrollere afstanden fra strålingskilden, hvor de foreskrevne eller anbefalede vejledende værdier overskrides.
Højfrekvente magnetiske felter skabes af stråling fra radiobølger og mikrobølger, som vi konstant er omgivet af i vores teknologiske verden. I tilfælde af højfrekvente felter ændrer de påvirkende elektriske og magnetiske felter konstant retning (100.000 gange og mere i sekundet). Da de således er tæt koblet til hinanden, taler man om elektromagnetiske felter. Strålingseksponering fra radioapplikationer, radio og tv, mobilkommunikation, WLAN, Bluetooth og andre trådløse netværk kan måles med et magnetometer, hvis sensor er designet til højfrekvent stråling. Den elektromagnetiske stråling, der kommer fra basestationerne og senderne på den menneskelige krop, er generelt betydeligt lavere end den fra enheder tæt på kroppen, såsom mobiltelefoner og bærbare computere.
Der er magnetometre, der måler feltstyrken med størrelse og retning separat for hver af de tre rumlige akser måle og bestemme den resulterende feltstyrke. Mange magnetometre kan kun optage én retning pr. måling. Med disse enheder, hvis orienteringen af feltet ikke er kendt, skal den magnetiske sensor roteres i de forskellige rumlige retninger for at bestemme den maksimale feltstyrke.
Magnetometre med stangsensorer er særligt velegnede til nogle applikationer. Når du foretager dit valg, er det vigtigt at bemærke, om feltstyrken måles aksialt eller på tværs af stangen. Generelt, med enkelt-akse måling, måles den højeste værdi, når sensoren er placeret i retning af feltlinjerne og i området med deres største tæthed. Med en aksial sensor bør målestangen placeres parallelt med marklinjerne og med en tværgående måling i en ret vinkel.
Nogle magnetometre har flere sensorer, der kan bruges til at dække enten forskellige styrker af et frekvensområde eller forskellige frekvensområder. Stationære og lavfrekvente magnetfelter kan ofte detekteres med den samme sensor. Højfrekvente felter detekteres generelt med andre sensorer end lavfrekvente felter, således at et magnetometer til høj- og lavfrekvente felter normalt har flere sensorer.
Især magnetometre, der har en kontinuerlig målefunktion, er ofte udstyret med et serielt interface til overførsel af måledata til pc'en. Hvis direkte transmission af måledata ikke er mulig, kan den interne hukommelse på mange enheder bruges og udlæses senere.